Sognepræst: Confessio Augustana siger ikke noget om udøbte børns frelse og fortabelse

Confessio Augustana er et historisk dokument med en helt bestemt tilblivelseshistorie. Det bør tages med som kirkehistorisk baggrundsviden, inden man fremsætter påstande om, hvad Confessio Augustana mener om dåb og ikke-dåb, skriver sognepræst Søren Wogensen

Karl 5. underskriver Confessio Augustana eller Den Augsburgske Bekendelse i 1530. Flere kunstnere har gengivet, hvad der skete på den kirkehistorisk afgørende rigsdag i Augsburg i 1530. Her ses et kobberstik fra 1630. Foto: Arkivfoto

Med til den danske folkekirkes bekendelsesskrifter hører den Augsburgske Bekendelse, eller Confessio Augustana (CA), som den også kaldes. CA rummer en række udsagn om dåben, og disse udsagn er for nylig af lektor Lars Sandbeck samt hærprovst Thomas Beck blevet taget til indtægt for, at udøbte børn ikke frelses. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der i den sammenhæng ligger inden for CA’s egen forståelseshorisont.

Lad det være sagt med det samme: CA er et historisk dokument med en helt bestemt tilblivelseshistorie, som bør tages med som kirkehistorisk baggrundsviden, inden en påstand fremsættes om, hvad CA måtte mene om dette eller hint.

Denne artikel er en del af dette tema:
Lutherkritik
Lutherkritik

Derved kan misforståelse og vildfarelser undgås, og hvad der sker, når det glemmes, viser Sandbecks og Becks udmeldinger tydeligt. Derfor skal der i det følgende gives et kort rids af CA’s indhold, hvad dåben angår under skyldig hensyntagen til CA’s tilblivelseshistorie, som er med til at afgrænse CA’s egen forståelseshorisont. Det sidste først.

CA er forfattet af Philipp Melanchton, der var Martin Luthers nære ven og kollega i Wittenberg. Den er forfattet i anledning af rigsdagen i Augburg, der afholdtes i sommeren 1530, hvor de lutherske havde en absolut sidste chance for en udsoning med den katolske kirke samt kejser Karl V.

Den politiske situation var anspændt, og forud var gået flere år, hvor de politiske fronter var blevet trukket skarpere og skarpere op. I forlængelse af den tyske bondekrig 1524-25 stod det klart, at et egentligt forsvarsforbund mellem de luthersk-orienterede fyrster var på vej.

Forsvarsforbundet fik landgrev Philipp af Hessen og kurfyrst Johann af Sachsen som ledere, da det kort efter var en realitet. Disse var klart i opposition til kejseren, der ved rigsdagen i Augsburg november 1525 forlangte Wormsediktet af 1521 overholdt, der havde erklæret Martin Luther ”i rigens akt” og dermed fredløs.

Flere luthersk-orienterede fyrster blev med tiden draget ind i forsvarsforbundet, der skulle være et defensivt forbund, og en egentlig kirkelig fasthed fik lutherdommen først fra 1526. Med Schwabacher-artiklerne 1529 blev draget en tydelig grænse mellem de lutherske og så katolikkerne samt andre reformatoriske grupperinger som for eksempel zwinglianere og gendøbere. Først da kan man regne med de lutherske som en egentlig magtfaktor i det tyske rige.

Reformationen udviklede sig med tiden til en politisk magtfaktor, og man kan således tale om en politisk protestantisme, hvormed sammenhængen mellem religion og politik tydeligt fremstår som to sider af samme sag.

CA giver ikke svar på alt

Ordlyden af den oprindelige version af CA, der blev oplæst i Augsburg d. 25. juni 1530, kendes faktisk ikke, men det gør derimod en senere rekonstruktion foretaget af Melanchton. Rigsdagen førte ikke til den udsoning mellem parterne, der var ønsket af nogen, og oplæsningen af CA er da også siden kommet til at stå som en manifestation på et ulægeligt brud de to parter imellem.

CA er den første samlede lutherske bekendelse, og den er siden blevet opfattet som normgivende, om end den altså ikke giver svar på alt. CA er i mange sammenhænge kortfattet, hvad der for så vidt blot afspejler CA’s hensigt: at vise, hvor lidt der adskiller de lutherske fra de katolske overordnet set, hvorved CA i lige så høj grad havde et politisk som et religiøst sigte.

Om dåben skrives i CA ganske kortfattet i artikel 9, hvor det siges, at dåben ”er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, hvilke, når de ved dåben er overgivet Gud, modtages i Guds nåde.” Videre tages afstand fra gendøberne, ”som forkaster barnedåb og forsikrer, at børn frelses uden dåb.”

Fra luthersk hold understreges med ordene vigtigheden af barnedåben, som man for enhver pris ønskede at fastholde, og fra katolsk hold var der ingen indvendinger mod dette dåbssyn, skønt det i grunden ikke siger ret meget om en luthersk dåbsopfattelse. Hensigten med artikel 9 er da også blot at understrege en afstandtagen fra gendøberne, som man fra luthersk hold ikke ønskede at blive slået i hartkorn med.

At ”børn bør døbes” er et udsagn, hvormed der tages afstand fra gendøberne, der forkastede barnedåben og mente, at dåb skulle foretages med afsæt i dåbskandidatens personlige tro beroende på en personlig omvendelse. Dåben skulle med andre ord være en omvendelsesdåb.

CA artikel 9 er en understregning af, at frelsen helt og holdent beror på Gud, men hvad så med de udøbte børn, når der samtidig tages afstand fra gendøbernes dåbssyn med tilhørende forsikring om, at børn frelses uden dåb? Det ligger for så vidt lige for at tage CA til indtægt for, at udøbte børn går fortabt, men dette vil være en grov overfortolkning af CA’s ord.

Gud er i et luthersk perspektiv ikke bundet af ordninger eller menneskelige forsikringer, og derfor er man nødt til rent principielt at tage afstand fra denne forsikring. Dette er imidlertid ikke det samme som, at CA kan tages til indtægt for, at udøbte børn går fortabt.

Spørgsmålet om udøbte børns frelse eller fortabelse kan ikke siges at være et væsentligt forhold, som det har været nødvendigt at skabe klarhed over, den overordnede situation taget i betragtning. Der var andet og vigtigere på spil, og det lader sig på den baggrund kun vanskeligt gøre at tage CA til indtægt for, at udøbte børn ikke frelses.

Med henvisning til CA’s egentlige anliggende, må det siges, at det slet ikke ligger lige for med afsæt i CA at sige noget om udøbte børns frelse eller fortabelse. Det er med andre ord ikke et spørgsmål, der kan besvares med afsæt i CA den historiske kontekst taget i betragtning, og både Sandbeck og Beck er på vildspor, når de vil tage CA til indtægt for, at udøbte børn ikke kan frelses.

Søren Wogensen er sognepræst i Tinglev i Haderslev Stift og kirkehistoriker med speciale i de første århundreder efter reformationen.